Gå til hovedindhold
Nyhed

Minister uddyber udtalelse om kapitalbehov i PostNord

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen uddyber sin udtalelse til TV2 den 8. marts om kapitalbehov i PostNord.

09. mar. 2017
Rød postkasse i gadebillede

Indhold

    Jeg blev i går spurgt af TV2, om det er korrekt, at ministeriet lige inden jul fik at vide, at PostNord formentlig får brug for penge fra ejerne. Jeg svarede, at det var korrekt, men at der ikke ved den lejlighed blev sat konkret beløb på.

    - Der hævdes nu en modsætning mellem min udtalelse og referatet fra mødet med PostNord. Men som det fremgår af det notat, der blev sendt til ordførerne og pressen i går sammen med referatet af mødet med PostNord d. 19. december, oplyste PostNord de samlede forventede omkostninger ved transformationen. Det blev også nævnt, at virksomheden alene forventede at kunne finansiere det løbende driftsunderskud. Der var en forskel mellem de samlede omkostninger og det beløb, virksomheden selv umiddelbart vil kunne finansiere. Denne forskel vil kunne håndteres på forskellig vis - ved træk på kreditfaciliteter, ved at optage nye lån, ved at staten overtager ansvaret for de tidligere tjenestemænd eller ved direkte bidrag fra ejerne. PostNord satte ikke tal på, hvor meget selskabet mente, at den svenske og den danske stat bør bidrage med, og hvor meget andre kilder forventedes at bidrage med. Det er det spørgsmål, der adresseres i notatet, og det var det, jeg udtalte mig om i går. 

    Jeg ser frem til mødet med ordførerne på tirsdag, hvor vi kan gå i dybden med sagen, og jeg kan svare på deres spørgsmål, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.