Gå til hovedindhold
Nyhed

Minister vil bevare Bruuns Bro

Under et møde med Togfondspartierne har transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen netop anbefalet, at partierne bevarer Bruuns Bro. Partierne følger anbefalingen, og Banedanmark sænker derfor sporene på Aarhus Hovedbanegård i forbindelse med den kommende elektrificering af hovedstrækningen i Østjylland.

25. okt. 2017

Indhold

    Regeringen bakker op om den lokale interesse, der er for at bevare Bruuns Bro og Bruuns Arkade.

    Derfor har transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen netop anbefalet Togfondspartierne, at de følger Banedanmarks indstilling og sporsænker Bruuns Bro. Partierne har valgt at følge denne indstilling, som udover at gøre det muligt at elektrificere Aarhus H også sikrer, at Bruuns Bro bliver bevaret. 

    - Jeg er meget glad for, at partierne følger min anbefaling. På den måde lytter vi nemlig til de lokale ønsker, samtidig med at vi har respekt for skatteborgernes penge og bevarer den hyggelige arkade, siger Ole Birk Olesen.

    Fakta:

    • Gennemførelse af elektrificering på Aarhus H forudsætter, at der etableres tilstrækkelig frihøjde til fremføring af kørestrømsanlæg under Bruuns Bro.   
    • I løsningen med sporsænkningen etableres den nødvendige frihøjde til elektrificeringen af Aarhus H ved at sænke sporene, så der som minimum opnås en frihøjde over sporene på 5,42 m.
    • Løsningen indebærer, at sporene under Bruuns Bro skal sænkes mellem 40-50 cm.