Gå til hovedindhold
Nyhed

Politisk opbakning til parkeringsklagenævn

Ole Birk Olesen har netop fået opbakning fra et bredt flertal i Folketinget til bl.a. at oprette et uvildigt parkeringsklagenævn.

09. maj 2017

Indhold

    Et bredt flertal af Folketingets partier har i dag stemt for transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesens lovforslag om en række ændringer på parkeringsområdet. 

    Med lovforslaget pålægges den private parkeringsbranche bl.a. at oprette et uvildigt klagenævn for pålagte parkeringsafgifter på offentligt tilgængelige private parkeringspladser. 

    - Jeg er glad for, at et bredt flertal af Folketingets partier bakker op om de foreslåede mere rimelige og fornuftige parkeringsregler, siger Ole Birk Olesen og fortsætter:

    - Mit indtryk er, at mange bilister længe har opfattet området som værende uigennemskueligt. Som reglerne er i dag vil man være nødsaget til at gå til domstolene, hvis man som bilist er uenig i en parkeringsafgift udstedt på et offentligt tilgængeligt privat område i eksempelvis et shoppingcenter. Det afholder mange fra at klage. Og det er ikke rimeligt.

    - Nu forpligter vi derfor den private parkeringsbranche til at oprette et uafhængigt klagenævn, der skal forholde sig til klager fra bilister, som er uenige i en sådan parkeringsafgift. På den måde sikrer vi et uafhængigt organ til at behandle klagerne, ligesom vi kender det fra mange andre forbrugerområder, udtaler Ole Birk Olesen.

    Lovforslaget betyder, at den private parkeringsbranche senest 1. juli 2018 skal have etableret det uvildige parkeringsklagenævn, som gør det muligt for bilisterne at klage over parkeringsafgifter på offentligt tilgængelige private parkeringspladser