Gå til hovedindhold
Nyhed

Forsøgsordning for selvkørende enheder til vareudbringning

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen har fået opbakning fra regeringens og Dansk Folkepartis transportordførere til at gå videre med at udarbejde en forsøgsordning for små selvkørende leverancerobotter. De langsomt kørende enheder med en forventet hastighed på omkring 6 km/t vil skulle færdes blandt fodgængere, og de omfattes ikke af den igangværende forsøgsordning for selvkørende biler, hvorfor der er behov for en særskilt og mere lempelig forsøgsordning.

13. okt. 2018

Indhold

    I dag er det ikke tilladt at bruge selvkørende enheder på færdselslovens område, for eksempel til udbringning af varer i byerne. Forbrugere og virksomheder kan få stor fordel af selvkørende leverancer, og den nye type køretøj er allerede forsøgsvis i trafikken i flere udenlandske storbyer.

    Ministeren har nu fået opbakning fra regeringens og Dansk Folkepartis transportordførerne til at lave en ændring af færdselsloven, der tillader en forsøgsordning for små selvkørende leveranceenheder på fortovene i Danmark. Selvkørende enheder kan beskrives som en langsomt, selvkørende robot, der f.eks. kan anvendes til levering af mad, dagligvarer og medicin direkte til forbrugerens dør.

    - Jeg mener, at markedet og teknologien er klar til, at vi på en sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde kan afprøve små selvkørende leveranceenheder i Danmark. Så jeg er glad for, at vi er enige om at gå videre med udarbejdelsen af en forsøgsordning, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen og fortsætter:

    - De selvkørende enheder kan stå for levering til døren af for eksempel mad, dagligvarer og medicin i byerne og dermed reducere bykørslen med varebiler og lignende. Det vil gøre leverancer billigere for for-brugerne, gavne miljøet og mindske trafikstøjen i byen.

    En forsøgsordning vil blandt andet indeholde regler for hastighedsbegrænsning, vægt og dimensioner, hvem der har ansvaret, hvis enheden er impliceret i en ulykke, forsikring og erstatningsansvar.
    Transport-, Bygnings- og Boligministeriet er i gang med at undersøge og fast-sætte rammerne for sådan en forsøgsordning.