Gå til hovedindhold
Nyhed

Ny ghettoliste

Med aftalen om parallelsamfund er der kommet nye robuste og målrettede ghettokriterier, og nu offentliggøres ghettolisten for 2018. På listen over ghettoområder pr. 1. december 2018 er der 29 boligområder, som opfylder de nye ghettokriterier – heraf karakteriseres 15 områder som hårde ghettoer. Der er 43 udsatte boligområder.

01. dec. 2018

Indhold

    Transport-, bygnings- og boligministeren offentliggør hvert år den 1. december en liste over ghettoområder i Danmark. Som en del af aftalen mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti om initiativer på boligområdet, der bekæmper parallelsamfund, er der kommet nye ghettokriterier. 

    - De nye målrettede ghettokriterier peger på de boligområder, hvor der er problemer og behov for en indsats. Med den politiske aftale om initiativer på boligområdet, der bekæmper parallelsamfund giver vi kommuner og boligorganisationer en række nye redskaber, sådan at de effektivt kan gøre op med ghettoerne og sætte forebyggende ind i de udsatte boligområder, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen og fortsætter:

    - Jeg ser frem til at se, hvordan de nye redskaber bliver taget i brug. Særligt de nye ghettoområder forventer jeg går målrettet til opgaven med at udvikle en mere velfungerende bydel. Det samme gælder de 15 hårde ghettoområder, der nu skal udarbejde en udviklingsplan, der skal vise, hvordan de vil nå kravet om at nedbringe andelen af almene familieboliger til højst 40 procent.

    Med nye kriterier er der otte nye boligområder på ghettolisten i forhold til sidste års liste. Det drejer sig om Lundtoftegade, Aldersrogade og Hørgården i København, Charlotteager i Høje Taastrup, Nøjsomhed/Sydvej i Helsingør, Korsløkkeparken Øst i Odense, Resedavej i Silkeborg og Ellekonebakken i Viborg. Korskærparken i Fredericia opfylder ikke længere kriterierne for at være en ghetto og bliver således heller ikke et hårdt ghettoområde. 

    43 boligområder opfylder kriterierne for at være udsatte og har hermed adgang til de nye redskaber, der er en del af aftalen på boligområdet om bekæmpelse af parallelsamfund.

    Fakta – ghettodefinition
    Ved et ghettoområde forstås et alment boligområde med mindst 1.000 beboere, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct., og hvor mindst to af følgende fire kriterier er opfyldt:

    1. Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40 pct. opgjort som gennemsnittet over de seneste 2 år.
    2. Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 3 gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste 2 år.
    3. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
    4. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

    Fakta – hårde ghettoområder og udviklingsplan 
    Boligområder, der har været på ghettolisten i fem år, karakteriseres som et hårdt ghettoområde. De hårde ghettoområder skal senest den 1. juni 2019 aflevere en udviklingsplan, der skal vise, hvordan de vil nå kravet om at nedbringe andelen af almene familieboliger til højst 40 procent.

    Der er mange veje til at lave en ambitiøs udviklingsplan. Det er f.eks. muligt at reducere andelen af almene familieboliger ved at bygge nye boliger, eksempelvis andels-, ejer- eller private lejeboliger.

    Det kan også ske ved omdannelse til almene ungdoms- eller ældreboliger og ved tilførsel af erhverv for eksempel i form af kommunale arbejdspladser. Endelig er der mulighed for at frasælge eller nedrive eksisterende boliger, hvis det skønnes nødvendigt eller ønskeligt for udviklingen af området. Kommuner og boligorganisationer tilpasser altså selv i forhold til de lokale behov. 

    Fakta – definition af udsatte boligområder
    Et udsat boligområde opfylder to ud af fire kriterier vedrørende tilknytning til arbejdsmarkedet, kriminalitetsniveau samt uddannelses- og indkomstniveau. Boligområder der herudover også har mange beboere med ikke-vestlig baggrund er et ghettoområde.