Gå til hovedindhold
Nyhed

Sidste etape af Holstebromotorvejen indvies

De sidste 15 km motorvej mellem Herning og Holstebro er snart klar til trafikanterne. Derfor deltager transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen senere i dag ved festlighederne under indvielsen i Holstebro, hvor han vil klippe snoren til den nye firsporede motorvej.

29. sep. 2018

Indhold

    Den 30. september åbner den sidste etape af Holstebromotorvejen mellem Tvis og Holstebro N. Dermed er alle 39 km af Holstebromotorvejen klar til bilister, og Vejdirektoratet afholder i dag et åbningsarrangement ved Holstebro.

    - Holstebromotorvejen er nu færdig – endda før tid – og jeg glæder mig til at deltage i indvielsen senere i dag. Holstebromotorvejen vil være med til at styrke sammenhængskraften i Danmark og sikre både erhvervsliv og danskerne den hurtigste og sikreste måde at komme frem på, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

    Første spadestik til Holstebromotorvejen blev taget i marts 2015, og forventningen var, at motorvejen skulle åbne for bilister ved udgangen af 2018. Anlægsarbejdet på motorvejen er blevet færdig før tid, og dermed kan vejen altså allerede nu åbnes for trafikanter. Holstebromotorvejen er koblet sammen med det øvrige motorvejsnet i Jylland og bidrager derfor til at skabe en motorvejskorridor, der binder Jylland sammen fra øst til vest og kobler det nordvestlige Jylland på det overordnede motorvejsnet. 

    Bilister kan fremover pendle mellem Holstebro og Aarhus på fem kvarter, og Vejdirektoratet anslår, at bilister i myldretiden vil spare 15 minutter mellem Herning og Holstebro N. Samtidig mindskes risikoen for uheld, og trafiksikkerheden i de mindre byer langs med motorvejen øges. 

    Fakta:

    • Trafikbelastningen på motorvejsstrækningen øst om Holstebro forventes i 2020 at være 7-9000 biler i døgnet.
    • Bevillingen til projektet udgør 2.933 mio. kr. i finanslovforslaget for 2019.