Gå til hovedindhold
Nyhed

Stærekasserne på Grenåvej er klar til at blitze

Pilotprojektet med stærekasserne på ulykkesramte strækninger i Danmark er i fuld gang, og i dag tændes de to stærekasser på Grenåvej ved Aarhus. Regeringen har med opbakning fra Dansk Folkeparti besluttet, at nogle af politiets fotovogne skal erstattes af stærekasser, og i dag besigtiger transport-, bygnings- og boligministeren stærekasserne ved Aarhus sammen med Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen.

08. okt. 2018

Indhold

    20 stærekasser sættes op forskellige steder i Danmark på strækninger, hvor der er sket flere ulykker, og hvor der er registreret bilister med høj fart. Grenåvej ved Aarhus er en af de strækninger, og i dag tændes de to ATK-standere, som fremover fotograferer bilister, der kører for hurtigt.

    - Jeg tror på, at stærekasserne er et effektivt redskab til at få bilisterne til at sænke farten og til at forbedre trafiksikkerheden der, hvor risikoen for ulykker er stor. Med stærekasserne kan vi altså målrette indsatsen på steder, hvor der - som på Grenåvej - sker flest ulykker, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

    Grenåvej ved Aarhus er udfordret af, at nogle bilister kører med for høj fart på strækningen, og at vejen krydses af Lystrupvej. Formålet med stærekasserne er derfor blandt andet at forebygge krydsulykker. 

    - Vi forventer, at stærekasserne er med til at sænke farten på vejene, og bliver vores forventninger indfriet, så kan vi øge antallet af stærekasser og bruge dem flere steder i Danmark. Det giver rigtig god mening at have fast fartkontrol der, hvor bilister har tendens til at køre for hurtigt, og hvor ulykkesrisikoen er høj, for erfaringerne viser, at det har en præventiv effekt, når bilisterne ved, der er fartkontrol længere fremme, siger Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen.

    Alle stærekasserne forventes at være sat op i løbet af efteråret. Når standerne er sat op, skal hver enkelt stander testes af en tekniker i samarbejde med politiet. Derefter vil standerne være klar til at fotografere.

    Fakta

    • Pilotforsøget er sat i gang i 2018 og skal evalueres et år efter opstart og igen i 2021.
    • I pilotprojektet skal 20 af politiets nuværende kameraer fra de mobile fotovogne bruges til at opsætte 20 fastmonterede stærekasser på udvalgte strækninger.
    • Stærekassernes placering er udvalgt på baggrund af Vejdirektoratets ulykkesstatistik samt Rigspolitiets vurdering. Der er taget udgangspunkt i lokaliteter, som er ulykkesbelastede. Det vil sige, at der har været mindst fire ulykker med personskade pr. lokalitet i perioden 2011-2015.
    • Desuden har der på strækningerne været en årsdøgntrafik på 5.000-15.000 køretøjer på stedet, samtidig med at gennemsnitshastigheden er høj.
    • Der vil blive skiltet i god tid før alle faste ATK-standere, så trafikanterne ved, at de bliver fotograferet, hvis de kører for stærkt.