Gå til hovedindhold
Nyhed

Stort behov for en fast forbindelse over Femern Bælt

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen har netop orienteret Femern Bælt-forligskredsen om, at konsulentfirmaet Incentive har foretaget en markedsvurdering af færgetrafikken mellem Østdanmark og Tyskland. Analysen understreger behovet for Femern Bælt-forbindelsen, som vil sikre en billigere og hurtigere rejse over Femern Bælt.

21. feb. 2019

Indhold

    Incentives analyser for Transport-, Bygnings- og Boligministeriet viser blandt andet:

    • at Scandlines i 2017 havde en markedsandel på 54-100 pct. for transport af køretøjer med passagerer afhængig af den geografiske afgrænsning af markedet,
    • at Scandlines indtjeningsgrad målt på driftsresultat før afskrivning på driftsaktiver og goodwill-nedskrivninger var 55-109 pct. højere end sammenlignelige færgeoperatørers,
    • at prisen for en personbil på Rødby-Puttgarden er højere end på sammenlignelige færgeoverfarter på 11 ud af 12 undersøgte rejsetidspunkter, og
    • at Scandlines siden 2007 har hævet priserne for personbiler mere end den generelle udvikling i forbrugerpriserne.

    - Incentives analyser understreger behovet for en fast forbindelse over Femern Bælt. I dag har de rejsende mellem Østdanmark og Tyskland valget mellem at benytte Scandlines færgeruter eller tage den ca. 150 km længere tur via Storebælt og Sønderjylland. Resultatet er, at bilisterne betaler en høj pris til glæde for ejerne af Scandlines, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen og fortsætter:

    - Når Femern Bælt-forbindelsen åbner, vil de fleste bilister opleve, at det bliver både billigere og hurtigere at rejse over Femern Bælt.