Gå til hovedindhold
Nyhed

Transport-, bygnings- og boligministeren mødtes med Pat Cox

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen mødtes tirsdag den 22. januar 2019 med TEN-T koordinator Pat Cox til en snak om Femern Bælt-projektet, det transeuropæiske transportnet (TEN-T) og de danske transport prioriteter.

22. jan. 2019

Indhold

    Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen har i dag haft et møde med TEN-T koordinator Pat Cox om vigtigheden af Femern Bælt-forbindelsen for sammenhængskraft mellem Danmark og Tyskland. Ministeren kunne med glæde notere, at der er fuld opbakning til projektet fra europæisk side, hvor projektet har en central betydning for det samlede europæiske transportnet. Ministeren og Pat Cox ser begge frem til at sikre den videre udvikling i projektet.

    Pat Cox understregede, at Femern Bælt-forbindelsen er en afgørende del af den europæiske transportkorridor, der forbinder Skandinavien med Middelhavet, og som sikrer en høj grad af mobilitet for EU's borgere og samtidig giver erhvervslivet gode rammebetingelser for at understøtte den fortsatte vækst i Europa.

    - Jeg er glad for at høre, at EU fortsat bakker stærkt op om Femern Bælt-forbindelsen og det dansk-tyske arbejde. Femern Bælt-forbindelsen har ikke alene stor betydning for Danmark, men er et projekt med afgørende betydning for Danmark og EU, udtaler transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

    Ministeren og Pat Cox lagde begge stor vægt på, at forhandlingerne i EU om nye støttemidler til europæiske infrastruktur opretholder fokus på grænseoverskridende projekter som Femern Bælt-forbindelsen.

    - Femern Bælt-forbindelsen får og vil få den nødvendige støtte fra EU. EU vil ikke være en hindring for udviklingen af dette fælles strategiske projekt, sagde den europæiske koordinator Pat Cox.

    Under sit besøg i Transport-, Bygnings- og Boligministeriet holdt Pat Cox et oplæg om aktuelle sager i europæiske transportpolitik for Folketingets Transport-, Bygnings- og Boligudvalg, transportbranchen og ministeriets medarbejdere.

    Fakta:
    Den forhenværende Europa-Parlamentetsformand Pat Cox varetager i dag en væsentlig opgave i sammenbindingen af Europa, som europæisk koordination for den transeuropæiske transportnets (TEN-T) hovednetkorridor ”Skandinavien – Middelhavet”. Korridoren er en af ni korridorer i Europa og starter i Finland, går ned igennem Skandinavien, videre til Italien igennem Tyskland og slutter på Malta.

    Europa-Kommissionen har tildelt en støtte på omkring 4,4 mia. kroner til anlægsfasen af tunnelen under Femern Bælt. Herudover har EU tildelt anlægsarbejdet med Ringsted-Femern jernbanen en støtte på 870 mio. kroner.