Gå til hovedindhold
Nyhed

Transportministeren besigtiger digital signalstyring på S-banen

Transportminister Benny Engelbrecht tager senere i dag en tur med S-toget for at se det digitale signalsystem i funktion fra togets førerrum. De nye signaler gør togene mere driftsikre og kan give plads til flere tog på skinnerne.

09. jul. 2019

Indhold

    Det røde tog på Linje E kører fra Lyngby klokken 9.37 mod København. Med ombord er transportminister Benny Engelbrecht, som fra togets forreste parket skal se det digitale signalsystem i funktion. De gamle signaler langs skinnerne er nemlig taget ned, og med det nye signalsystem foregår alt nu på en skærm i førerrummet.

    - Vi er i gang med det store arbejde med at skifte signalerne ud ved de danske jernbaner, og erfaringerne fra S-banen viser, hvilken stor effekt det har at skifte de gamle, fejlbehæftede signaler ud med nye, meget mere præcise signaler, siger transportminister Benny Engelbrecht.

    Det er Banedanmark, der udskifter signalerne, og på S-banen blev det nye signalsystem første gang taget i brug i 2016 på strækningen mellem Jægersborg og Hillerød. De nye signaler giver færre signalfejl og giver samtidig mulighed for, at der kan køre flere tog på skinnerne.

    - Med de væsentlige forbedringer på S-banen, som det nye signalsystem giver, får vi et meget mere solidt grundlag for driften af S-togene, som er en grøn og nem måde at transportere sig rundt på, siger transportministeren.

    Det er Banedanmarks forventning, at antallet af signalfejl og deraf følgende forsinkelser kan reduceres med 50 procent med de nye signaler.

    Ud over togturen fra Lyngby vil ministeren også besøge Trafiktårnet, hvorfra alle S-tog bliver styret.

    Yderligere oplysninger
    Kontakt pressemedarbejder Nanna Tagø: e-mailadresse: nrt@trm.dk / telefon: 20627522