Gå til hovedindhold
Nyhed

Boligministeren vil sikre klare rammer for statslige byggerier

Rigsrevisionen kritiserer i ny beretning byggeriet af Niels Bohr Bygningen. Boligminister Kaare Dybvad Bek er enig i kritikken af det fejlslagne og voldsomt fordyrede byggeprojekt.

23. okt. 2020

Indhold

    Rigsrevisionens kritik af forløbet omkring byggeriet af Niels Bohr Bygningen er både berettiget og forventet. Opgaven med at bygge en kompliceret højteknologisk laboratoriebygning blev fra begyndelsen undervurderet. Håndteringen af de væsentlige projektændringer, der har været nødvendige undervejs, er foregået under uklare aftalemæssige rammer og har bidraget til de forsinkelser og fordyrelser, der har været. Og endelig er byggeriets forsinkelse og fordyrelse i sig selv efter enhver målestok helt uacceptabel.

    Det mener boligminister Kaare Dybvad Bek, der derfor heller ikke er overrasket over Rigsrevisionens kritik:

    - Det siger sig selv, at et byggeprojekt, der er blevet mere end dobbelt så dyrt som planlagt og forsinket med fire år, er et fejlslagent byggeprojekt. Det er stærkt utilfredsstillende.

    Boligministeren henviser til, at der i dag er taget et opgør med en række af de arbejdsgange, der allerede fra byggeprojektets begyndelse i 2010 skabte stor uklarhed om både projektgrundlaget og ansvarsfordelingen.

    Ikke mindst samarbejdet med en spansk entreprenør på projektet, der i praksis leverede et ubrugeligt stykke ventilationsarbejde og siden er endt i en voldgiftssag, har været stærkt medvirkende til både forsinkelsen og fordyrelsen.

    - At det politiske ansvar undervejs har vekslet mellem forskellige ministerier, og at de mange dårlige beslutninger er truffet længe før min ministertid, ændrer ikke ved, at vi stadig kan og bør lære af det her forløb. Statens byggerier skal være kendetegnet af den højeste grad af styring, korrekt budgettering og opfølgning, siger Kaare Dybvad Bek.

    Konkret er han på baggrund af Rigsrevisionens kritik klar til at se nærmere på, om den særlige aftaleform (den såkaldte dialogbaserede model), der har været anvendt ved Niels Bohr-byggeriet, skal tilpasses eller helt afskaffes. Modellen giver uhensigtsmæssige rammer for projektstyringen, bl.a. fordi den giver en uklar rollefordeling mellem kunden (universiteterne) og bygherre (Bygningsstyrelsen).

    Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til boligministerens pressechef, Poul Aarøe Pedersen: 29 32 98 47.

    Fakta om tiltag, som Transport- og Boligministeriet har gennemført i kølvandet på byggeriet af Niels Bohr Bygningen:

    • I 2017 indfører Transport-, Bygnings- og Boligministeriet et nyt koncept for budgettering og opfølgning på Bygningsstyrelsens større byggeprojekter med udgangspunkt i ”Ny anlægsbudgettering”, der anvendes med succes på transportområdet.
    • I 2017 følges op på overskridelserne på Niels Bohr Bygningen med at EY udarbejder en rapport, der lægges til grund for at styrke projektledelsen på projektet og generelt på statens byggerier.
    • I 2017 fratrådte Bygningsstyrelsens direktør sin stilling som følge af EY-rapporten.
    • I 2018, pr. 1. januar, overdrager Transport-, Bygnings- og Boligministeriet som en konsekvens af forløbet ansvaret for byggeriet til Vejdirektoratet.