Gå til hovedindhold
Nyhed

Kollektiv trafik åbner mellem de berørte nordjyske kommuner

Det bliver igen muligt for alle at tage bus, tog og færge mellem de berørte nordjyske kommuner. Ture til og fra området er stadig kun for kritiske funktioner.

13. nov. 2020

Indhold

    På baggrund af den positive udvikling i Nordjylland bliver det fra på mandag muligt at tage kollektiv transport mellem de syv berørte kommuner.

    - Den kollektive trafik i Nordjylland har den seneste uge kørt med stramme restriktioner, og det er klart, at det har begrænset alle dem, der ikke har egen bil. Vi åbner nu for rejser mellem kommunerne, og det vil ikke mindst betyde en større frihed for beboerne på Læsø, der igen kan tage færgen, selvom de ikke vatetager en kritisk funktion. Jeg vil gerne sende en stor tak til både transportselskaberne og passagerne for den store fleksibilitet, siger transportminister Benny Engelbrecht.

    Lempelserne træder i kraft fra på mandag den 16. november, og gælder for alle busser, tog og færger mellem kommunerne.

    De skærpede restriktioner for kollektiv trafik i Nordjylland trådte i kraft mandag d. 9. november. Restriktionerne er nødvendige for at inddæmme smitten fra mink. Restriktionerne indebærer, at det ikke er muligt at benytte kollektiv trafik til eller fra Hjørring, Vesthimmerland, Thisted, Frederikshavn, Jammerbugt, Brønderslev og Læsø.