Gå til hovedindhold
Nyhed

Transportprojekter modtager EU-støtte

EU-medlemslandene har på dagens møde i Connecting Europe Facility-komiteen (CEF) godkendt Europa-Kommissionens forslag til, hvilke transportprojekter der skal modtage EU-støtte fra infrastrukturfonden.

16. jul. 2020

Indhold

    EU’s medlemsstater har i dag godkendt Kommissionens forslag til støttetildelinger fra EU’s infrastrukturfond, Connecting Europe Facility (CEF), som tidligere på dagen blev fremlagt af Europa-Kommissionen. Det betyder, at fire danske projekter vil modtage støtte for et samlet beløb af cirka 406 millioner kroner.

    Der bliver blandt andet tildelt støtte for cirka 317 millioner kroner til etablering af en ny Storstrømsbro, mens jernbanen mellem Ringsted og Femern, der er et led i Femern Bælt-projektet, modtager cirka 29 millioner kroner i støtte. Dermed imødekommer Kommissionen den ansøgte støtte til begge projekter fuldt ud.

    Desuden tildeles der støtte for cirka 60 millioner kroner til etablering af landstrømanlæg i henholdsvis Aarhus Havn og Københavns Havn (Copenhagen Malmö Port), så krydstogtskibene kan tilsluttes elforsyningen i land, mens de ligger til kaj. Etablering af landstrømanlæggene vil kunne bidrage til at reducere udledningen af CO2, NOx og partikler samt reducere luftforureningen i havneområderne.