Alle kommuner opfordres til at tilslutte sig aftale om grøn kollektiv trafik

På et år har transportminister Benny Engelbrecht indgået klimasamarbejdsaftaler med en betydelig andel af landets kommuner og alle fem regioner, som sikrer en grøn omstilling af 2/3 af den samlede kollektive bustrafik – nu opfordrer ministeren resten af kommunerne til at tilslutte sig.

El-bus på Amager Fælled
Foto: Ulrik Jantzen

16. september 2021

Transportministeren indgik i juni 2020 klimasamarbejdsaftaler om grøn kollektiv trafik med landets største kommuner, som har været fyrtårne i den grønne omstilling af den kollektive trafik det seneste år.

I alt 25 kommuner og alle regionerne har nu indgået frivillige klimasamarbejdsaftaler, der sikrer, at fremtidens kollektive bustransport og kommunernes og regionernes øvrige kørsel bliver grøn.

- De store kommuner – og flere øvrige– har i 2020 og 2021 vist, at de både kan og vil være ambitiøse på den grønne omstilling. Nu skal vi have resten med, og jeg håber, at kommunerne melder sig på banen og tager imod den fremstrakte hånd, som klimasamarbejdsaftalen er, for det er min holdning, at vi kommer længst med frivillighed, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Klimasamarbejdsaftalerne har primært fokus på grøn omstilling af bustrafikken, men andre transportelementer indgår også for hovedparten af kommunerne. Foruden den grønne omstilling af den kollektive bustrafik forpligter en stor del af kommunerne sig også til at omstille den kommunale bilpark således, at alle nyleasede eller ny-indkøbte kommunale personbiler skal være nulemissionskøretøjer allerede fra i år.

15 pct. af den kollektive bustrafik er omstillet til grøn trafik pr. juli 2021, men godt 1/3 af bustrafikken ventes omstillet ultimo 2022, hvilket vidner om, at udviklingen går stærkt, og at det derfor er attraktivt for kommunerne at indkøbe grønne busser nu.

- Jeg har besøgt de fleste kommuner, der har indgået klimasamarbejdsaftaler, og jeg må sige, at de i den grad har vist, at de gør en forskel for både klimaet og borgerne. Den kommunale efterspørgsel er med til at skubbe på udviklingen, som betyder, at vi nu ser, at elbusser kan købes til omtrent samme pris som diesel, siger Benny Engelbrecht.

Se figuren om udviklingen af grønne busser

png

Figur 1. Udvikling i antal grønne busser (pct.)

0,03 MB Download