Transportministeren besøger Randers Kommune

Der er fokus på batteritog, støjbekæmpelse og Flodbyen Randers, når transportminister Benny Engelbrecht i dag besøger Randers Kommune.

Luftfoto af landskab med vej og bane
Foto: Ulrik Jantzen

09. august 2021

Transport på asfalt, skinner og ad vandveje. Dagens besøg i Randers Kommune rummer det hele.

Transportminister Benny Engelbrecht besøger i dag det midtjyske som en del af en større tur rundt i Danmark for at markere den store infrastrukturaftale, som blev indgået blandt alle Folketingets partier før sommerferien.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme rundt i landet for at besøge de mennesker og se de steder, som vi kommer til at arbejde med de kommende år som følge af infrastrukturaftalen – eller som led i den grønne omstilling af transportområdet. Vi er på vej ind i et årti, hvor der vil ske meget store positive forandringer på hele transportområdet, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Dagens program i Randers Kommune byder på et virksomhedsbesøg hos Projector, som arbejder med at ombygge dieseltog til batteridrift. Der er også tid til en sejltur på Randers Fjord for at høre om projektet med Flodbyen Randers, Klimabroen og de store byudviklingsplaner – og så slutter dagen med et besøg hos støjplagede borgere.

- Randers Kommune er et godt eksempel på et af de steder i landet, hvor der er de innovative og ambitiøse tanker og tiltag, der skal til, for at vi får et endnu mere grønt og bæredygtigt samfund at leve i. Udviklingen af vores samfund, og den infrastruktur der følger med, har dog også konsekvenser, og derfor er det vigtigt at lytte til de borgere, der bor tæt på nogle af vores mest trafikerede veje, forklarer ministeren.

Forinden besøget i Randers lægger ministeren vejen forbi Favrskov Kommune, hvor infrastrukturprojekterne ved Lading og udvidelsen af E45 ved Aarhus S.-Aarhus N. skal besigtiges.