Gå til hovedindhold
Nyhed

En lille robot skal samle skrald i Aarhus

Aarhus Kommune har fået tilladelse til at lade en selvkørende robot samle affald på to arealer i kommunen. Robotten er en del af forsøgsordningen for selvkørende enheder.

27. sep. 2022

Indhold

    Cigaretskodder, tyggegummi og andet affald skal fremover samles op af en lille robot, eller en såkaldt selvkørende enhed, på to udvalgte steder i Aarhus. Den selvkørende enhed skal køre på havnepladsen ved Aarhus Citylab og musikhusparken, som er et græsareal foran Musikhuset i Aarhus.

    - Det giver god mening at gribe de muligheder, der er, for at løse opgaver på en ny måde. Det er den første tilladelse til forsøg med selvkørende enheder. Derfor ser jeg også frem til at høre om erfaringerne fra forsøget i Aarhus Kommune, og jeg håber, at det kan danne grobund for, at flere kan finde teknologiske løsninger til hverdagens udfordringer, siger transportminister Trine Bramsen.

    Aarhus Kommune har ansøgt om tilladelse til at lade enheden samle affald under forsøgsordningen for selvkørende enheder i færdselsloven. Færdselsstyrelsen har nu givet tilladelse til kommunen til at udføre forsøget. Frem til og med den 31. december 2024 kan enheden sættes i gang med at samle affald, men kun i tidsrummet mellem kl. 5.00 til kl. 7.30 om morgenen, hvor der alene er et begrænset omfang af trafikanter.

    Forsøgsordningen med selvkørende enheder trådte i kraft den 1. januar 2021 ved en ændring af færdselsloven. Ændringen indfører en forsøgsordning for små selvkørende enheder i Danmark på områder, hvor der ikke er særlig meget færdsel.

    En selvkørende enhed kan beskrives som en selvkørende robot, der kører med lav hastighed. Den kan eksempelvis anvendes til leverings- eller serviceopgaver såsom opsamling af affald som i Aarhus Kommune.

    Det er Færdselsstyrelsen, der administrerer forsøgsordningen og håndterer ansøgninger.

    Generelle krav til selvkørende enheder

    De selvkørende enheder skal ifølge reglerne leve op til forskellige krav. Her er nogle af de krav, som de små robotter skal opfylde:

    • En enhed må som udgangspunkt maksimalt køre 6 kilometer i timen.
    • Der skal være en fysisk person, som kan overtage kontrollen med enheden. Den fysiske person skal blandt andet være over 18 år og overholde færdselslovens regler om spirituskørsel og narkokørsel.
    • En enhed må højst veje 100 kg, være 1, 25 m høj (uden markeringsanordning), være 1,20 m lang og 75 cm bred.
    • En enhed skal både have lydsignaler, lys og lygter og kan være udstyret med en markeringsanordning for at sikre, at trafikanter kan se enhederne.
    • Det er ligeledes fastlagt, at enheden skal have et højt sikkerhedsniveau, så det undgås, at de kan overtages ulovligt både fysisk og digitalt.