Gå til hovedindhold
Nyhed

Status for forhøjelse af byskilte

I 2012 blev det ved en bekendtgørelse besluttet, at alle byskilte per 1. august 2022 skal være hævet til 1,5 meter over jorden. I februar blev overgangsperioden forlænget med yderligere fem år, og byer med byporte kan beholde portene, hvis der også opsættes byskilte i den rette højde.

22. apr. 2022
Byskilt fra Lem

Indhold

    Af trafiksikkerhedshensyn blev det i 2012 besluttet af den tidligere transportminister, at alle landets byskilte skal hæves, så de er 1,5 meter over jorden. Ændringen skal sikre, at bilisterne kan se byskiltet, som indikerer, at der er en fartbegrænsning på 50 kilometer i timen.

    Det har imidlertid vist sig, at der i et mindre antal byer er udfordringer forbundet med at hæve byskiltene, da skiltene er indbygget i byporte, der ikke lever op til de kommende krav om en højde på 1,5 meter. Disse udfordringer er løst ved, at kommunerne har mulighed for at opsætte byskilte i den rette højde uden samtidig at skulle fjerne byportene.

    Byskilte skal løbende udskiftes grundet blandt andet slitage, og derfor blev der oprindeligt lavet en overgangsordning år 10 år for udskiftningen af byskiltene, således at forhøjelsen kunne ske i takt med, at skiltene alligevel skulle udskiftes, hermed reduceres den økonomiske belastning for kommunerne. Overgangsperioden blev tilbage i februar forlænget, så de kommuner, der endnu ikke har implementeret kravet om, at byzoneskilte skal være placeret 1,5 meter over jorden, får bedre tid til at forhøje skiltene. Kravene om en højde på 1,5 meter på byskilte gælder derfor først fra 1. august 2027.