Gå til hovedindhold
Nyhed

Stor interesse for puljemidler til ladestandere

Knap 65 millioner kroner til medfinansiering af ladestandere omsættes til 316 ladestandere med samlet 607 ladepunkter fordelt over hele landet.

28. mar. 2022
Kort, der viser placering af ladestandere

Indhold

    Ladestandermarkedet er i rivende udvikling og lademulighederne for elbiler forbedres de kommende år. Med Aftale om udmøntning af midler i puljen til grøn transport af den 25. juni 2021 afsatte partierne bag (S, V, DF, RV, SF, EL, KF, LA og ALT) 64,4 millioner kroner til medfinansiering af offentligt tilgængelige ladestandere. Puljen har været åben for ladestanderoperatører og partnerskaber, som kunne søge om et tilskud på op til 25 procent af totalomkostningerne ved etablering af ladestandere. Vejdirektoratet har nu vurderet ansøgningerne til puljen, og pengene udmøntes til en lang række projekter, der resulterer i 316 ladestandere med samlet 607 udtag.

    De mange nye ladestandere, som bliver henholdsvis 191 lynladestandere og 125 hurtigladestandere, er fordelt over hele landet, og den geografiske spredning har også været et af kriterierne for tildeling af støttemidler. Udover geografisk placering har en vurdering af behovet for støtte også spillet en rolle i områder, hvor markedet ikke af sig selv har opstillet ladestandere. Derudover har ladeeffekt ift. omkostning, administrativ adgang og prisniveau for brugerne også været kriterier i udvælgelsen.

    Fakta

    Pulje til offentligt tilgængelige ladestandere er på 64,4 millioner kroner.

    240 projekter ud af knap 800 projekter, som har ansøgt om midler, får tilskud fra puljen.

    Der blev ansøgt om tilskud til cirka 1.500 lyn- og hurtigladestandere fordelt mellem 70 operatører. Det er samlet konditionelle ansøgninger for 405 millioner kroner.

    Tilskuddet er på 25 procent af totalomkostningerne, dog maksimalt henholdsvis 75.000 kroner per ladeudtag på en hurtiglader og 220.000 kroner per ladeudtag på en lynlader.

    Vejdirektoratet har vurderet ansøgninger og foretaget prioritering og udvælgelse af ansøgninger. Alle ansøgere får inden 1. april besked om deres projekt har opnået støtte eller ikke har kunnet prioriteres inden for den afsatte økonomiske ramme.

    Senere i år åbner en ny pulje på 150 millioner kroner til ladestandere for ansøgninger, hvoraf de 50 millioner kroner kan søges af operatører, partnerskaber og regioner. De resterende 100 millioner kroner er en pulje til medfinansiering af etablering af ladestandere på kommunale arealer, som kommunerne kan søge.

    Kontaktoplysninger til ordførere:

    Socialdemokratiet:
    Thomas Jensen, Thomas.Jensen@ft.dk, 61 62 41 78

    Venstre:
    Kristian Pihl Lorentzen, Kristian.Lorentzen@ft.dk, 27 52 28 18

    Dansk Folkeparti:
    Alex Ahrendtsen, alex.ahrendtsen@ft.dk, 6162 5154.

    Socialistisk Folkeparti:
    Anne Valentina Berthelsen, Anne.Berthelsen@ft.dk, 61 62 30 68

    Radikale Venstre:
    Rasmus Helveg Petersen, Rasmus.Helveg.Petersen@ft.dk, 61 62 55 41

    Enhedslisten:
    Henning Hyllested, Henning.Hyllested@ft.dk, 61 62 51 01

    Det Konservative Folkeparti
    Niels Flemming Hansen, Niels.Hansen@ft.dk, 61 62 32 21

    Liberal Alliance
    Ole Birk Olesen, Ole.Birk@ft.dk, 61 62 51 76

    Alternativet
    Torsten Gejl, Torsten.Gejl@ft.dk, 61 62 46 51

    Kontakt transportminister Trine Bramsen via Transportministeriets pressetelefon: 33 11 00 14