Gå til hovedindhold
Nyhed
Infrastrukturplan 2035

Strategisk analyse af en ny forbindelse på tværs af Lillebælt

Forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035 – Fremtidens veje – har godkendt kommissoriet for en analyse af en mulig ny forbindelse på tværs af Lillebælt.

27. apr. 2023
Lillebæltsbroen

Indhold

    Forligskredsen bag vejdelen af Infrastrukturplan 2035 – Fremtidens veje – har sagt ja til, at Vejdirektoratet i samarbejde med Banedanmark indleder en strategisk analyse af forskellige muligheder for en ny forbindelse på tværs af Lillebælt.

    De to eksisterende forbindelser er fra henholdsvis 1935 og 1970, og der kan inden for en overskuelig årrække være behov for at aflaste dem begge. Det er årsagen til, at forligspartierne nu igangsætter den strategiske analyse, der skal undersøge såvel kombinerede vej- og jernbaneløsninger som separate vej- og jernbaneløsninger.

    Formålet med analysen er at se på mulige linjeføringer og fremtidige perspektiver ved en tredje forbindelse over Lillebælt. Desuden skal der udarbejdes anlægsoverslag, undersøges mulige natur- og miljømæssige effekter, herunder støj, udføres samfundsøkonomiske beregninger samt beregnes klimaeffekter af både anlægs- og driftsfasen.

    I arbejdet med analysen er der lagt vægt på at inddrage de relevante kommuner og andre eksterne interessenter gennem en idéfase, hvor alle interesserede opfordres til at komme med synspunkter, forslag og idéer til analysens indhold. Idéfasen finder sted i fjerde kvartal af 2023, og planen er, at forligskredsen kan få en samlet afrapportering af analysen i andet kvartal af 2025.

    En strategisk analyse er en indledende og overordnet analyse og der er ikke aftalt en videre proces herefter mellem partierne.

    Kontaktoplysninger til ordførere:

    Socialdemokratiet:
    Thomas Jensen, thomas.jensen@ft.dk, 61 62 41 78

    Venstre:
    Peter Juel-Jensen, peter.juel-jensen@ft.dk, 61 62 46 28

    Moderaterne:
    Peter Have, peter.have@ft.dk, 33 37 58 29

    Socialistisk Folkeparti:
    Sofie Lippert, sofie.lippert@ft.dk, 61 62 49 62

    Liberal Alliance:
    Jens Meilvang, jens.meilvang@ft.dk, 61 62 49 64

    Det Konservative Folkeparti:
    Niels Flemming Hansen, niels.hansen@ft.dk, 61 62 32 21

    Radikale Venstre:
    Samira Nawa, samira.nawa@ft.dk, 61 62 41 11

    Dansk Folkeparti:
    Nick Zimmermann, nick.zimmermann@ft.dk, 61 62 49 51

    Kontakt transportminister Thomas Danielsen via Transportministeriets pressetelefon: 33 11 00 14.