Gå til hovedindhold
Artikler

Færgebetjeningen af Bøjden-Fynshav

Færgetrafik fra den 1. september 2024 til den 31. august 2034.

04. jan. 2023

Indhold

    Der er indgået en aftale om færgebetjeningen mellem Bøjden og Fynshav, der udføres fra den 1. september 2024 til den 31. august 2034 på en 10-års kontrakt mellem Transportministeriet og Molslinjen A/S.

    Trafikken udføres under navnet AlsLinjen (https://www.alslinjen.dk ).

    Med indsættelse af en nybygget elektrisk fremdrevet færge bliver overfarten betjent af en moderne færge, hvor der er taget højde for forskellige passagerbehov, bl.a. gode adgangsforhold for handicappede og gangbesværede passagerer. Passagerkapaciteten øges i det hele taget med godt 50% pr. afgang, da den nybyggede færge får en samlet kapacitet på 600 passagerer.

    Med et skift til en elektrisk færge mindskes CO2 og partikeludledningen for færgetrafikken Bøjden-Fynshav svarende til udledningen ved at producere strømmen til skibet. Dette giver en samfundsøkonomisk gevinst på 12 mio. DKK.

    Kontrakten er indgået efter udbud med underskrivelse den 12. august 2022. Kontrakten er en nettokontrakt, der betyder, at Molslinjen er ansvarlig for indtægter og udgifter forbundet med færgebetjeningen.

    Derudover stiller kontrakten krav om, at billetpriserne ikke må overstige et vist niveau, ligesom der er krav til rabatter på billetter til børn og pensionister, mængderabatter mv. Inden for de givne rammer er det rederiet selv, der fastsætter billetpriser og vilkår.

    Molslinjen modtager fra trafikstart og ind til kontraktens ophør et fast årligt tilskud på 13 mio. DKK (2022-prisniveau) per hele års færgetrafik fra Transportministeriet for samtlige af Molslinjens ydelser i forbindelse med færgebetjeningen af Bøjden-Fynshav fra 2024-2034.

    Kontraktopfølgning

    Transportministeriet foretager løbende opfølgning af kontrakten mellem Transportministeriet og Molslinjen A/S om færgebetjeningen af Bøjden-Fynshav ruten.

    Transportministeriet følger løbende med i Molslinjen A/S' rettidighed, trafikomfang og belægning på overfarten, ligesom Transportministeriet gennemfører lejlighedsvise inspektioner på færgen.

    Transportministeriet godkender billetpriserne og sikrer, at billetpriserne ikke overstiger det niveau, der er fastsat i kontrakten.